Kort sagt…. Hvordan kommer man videre som fotograf når man føler at man allerede har peaket? Og behøver alle billeder være et mesterværk eller er det acceptabelt at de “bare” er godt håndværk?

“Succes” forpligter

…og det kan jeg i den grad mærke!

Jeg føler mig samtidig også enormt priviligeret over den enorme, positive respons mine billeder ofte får. Det er rørende og rart med den slags skulderklap, men samtidig også ret svært for mig at håndtere, idet at jeg har meget svært ved at tage imod ros eller anerkendelse af nogen slags. Måske er det Jante-loven som spiller en et pus eller måske er det de – ofte ret urealistiske – høje krav som jeg har til mig selv. Den gang, hvor jeg vandt Årets Agility Hund med Taz, så kunne jeg for eksempel slet ikke finde ud af at nyde selve øjeblikket og den store oplevelse det var. I stedet, så fokuserede jeg kun på hvor “forfærdelig grimt” vores løb var og at det var super pinligt at skulle løbe den efterfølgende æresrunde – og tænk nu, hvis jeg skulle komme til at vise følelser mens jeg stod der på “podiet”!

Den dag følte jeg også at (Taz og) jeg havde “peaket” på en eller anden måde. Hvordan skal jeg nogensinde gentage det eller ligefrem overgår det resultat? Mentalt “crashede” jeg så også den efterfølgende sæson som en anden Ikaros og jeg har ærlig talt ikke haft lyst til at løbe agility siden.

Og hvad har det så at gøre med fotografering, tænker du så nok nu?

Det er lidt det samme og jeg kan se at der efterhånden tegner sig lidt et mønster. Det er naturligt at man som (hobby)fotograf gennemgår en udvikling og at man har gode og dårlige perioder, men jeg møder ofte en mur. Og den bliver højere og højere for hver gang.

Jojo på den Uendelige Bro er nok det seneste eksempel. Jeg har en ide og en vison for noget som ikke ved bliver til noget før jeg står med det i hånden aka. ser det på min skærm. Og jeg indrømmer det gerne – det ene billede var hele turen værd og lidt til. De farver og den blødhed. Det var jo lige det som jeg var kommet for! At det så blev i den blå time og ikke i den egentlige solopgang er noget andet, men wow… Der var jeg sku’ heldig!

Og lige netop det billede gav mig så meget respons og så mange henvendelser at det var helt overvældende. Og så slog det mig som det har gjort før… Hvordan kommer jeg videre herfra? Det er vel noget at det bedste som jeg kommer til at lave… Nogensinde. Hvordan kommer jeg til at leve op til det fremadrettet? Hvordan vil folk reagere når de vil have et mesterværk, men så “kun” får et billede lavet med godt håndværk?

Og er det også ok?

Mesterværk vs. håndværk

Måske jeg bare skal lære – og acceptere – at efterhånden som jeg lærer og udvikler mig som fotograf, så højnes kvaliteten også i mit arbejde og mine billeder. Og at billeder lavet med godt håndværk er helt acceptabelt og ok – og det er helt naturligt og forventeligt at “mesterværket” ikke findes i hver eneste billedeserie jeg laver. Og når det så sker, at jeg skal se det som endnu et lille “hop” i min udvikling som fotograf.

Jeg ved at det er vigtigt at nyde det man laver, for ellers så drukner kreativiteten og passionen. Det kan jeg jo også se med agility og det burde være “åh, så simpelt”, men…

 

Hvordan håndterer I selv præstationsangst og det at have succes i det som I laver?